Om danskere, muslimer og klassifikation

Shaib Mansoor vil gerne ”skabe en debat”, skriver JP. Fint, jeg springer på.

Sagen begyndte med en skoleleder i Odense, der tilsyneladende havde sagt følgende til en flok uvorne unger i en skoleklasse: ”Jeg er så skide træt af jer muslimer, som ødelægger undervisningen”. Det kan man selvfølgelig ikke sige, så Shaib Mansoor anmeldte læreren til politiet for racisme. Han har siden trukket anklagen tilbage, men hendes ansættelse er nok stadig i fare. Shaib Mansoor siger til DR Fyn, skolen i en samtale nævner ”det med muslimske børn og danske børn. Det vil sige, at de har sådan en sortering ovre på skolen.”

Og hvis det er tilfældet, har vi som samfund et problem. Et problem, der understreger sprogets betydning.

Det uheldige ved en sådan udtalelse er ikke så meget, at den sætter skel. Det er mere det, at man sammenligner æbler og pærer. Muslim henviser til religion. Dansk henviser til nationalitet. De to kan ikke logisk set være hinandens modsætninger.

Ved at gøre det alligevel, insinuerer man, at man som dansker har en religion, der i hvert fald ikke er islam, og at man som muslim ikke kan være dansker. Men det er jo noget pjat. Danskere har forskellige religioner: mange er kristne (i forskellige afskygninger), men der findes også jøder, muslimer, buddhister, ikke-religiøse m.m. Og det at man er muslim siger heller ikke noget om ens nationalitet: muslimer kan være egyptere, arabere, palæstinensere, tyrkere eller … danskere.

Det er ikke kun ’danskere’, der bruger denne falske modsætning. Jeg har også tit hørt ‘nydanskere’ bruge ordet dansker som betegnelse for ’os andre’. Er det fordi de ikke føler sig som danskere? Og skyldes det, at vi ’gammel-danskere’ ikke opfatter dem som danskere?

Er det i tilfældet på Fyn drengenes muslimske tro, der ødelægger undervisningen? Næppe. Ballademagere vil der til enhver tid være i skoler, uanset race, nationalitet eller religion.

Fint nok, hvis man med sproget har brug for at skelne mellem mennesker, der objektivt set er forskellige. Men vi er med til at fastholde ekskluderende mønstre, hvis ikke vi taler om de samme ting. Lad os i stedet holde os til én ting ad gangen. Religion (muslim, kristen, jøde, etc.) er én ting. Race (hvid, mørk, asiatisk, etc.) er en anden. Og nationalitet er en helt tredje, der ikke bør være udelukket til bestemte grupper inden for de første to.

Hvornår er man så dansker? Hvis der står Danmark i ens pas, vil jeg sige.

Er vi sprogsnobber i Danmark?

Under valgkampen gik der sport i at gøre grin med de knap så overbevisende engelskkundskaber hos SF’s formand, Villy Søvndal. En potentiel ny udenrigsminister for Danmark, der kunne finde på at sige ting som: ”This is Syria. The poles are smelting.” Det var ikke nok til at afskrække vælgerne, og manden er i dag både udenrigsminister og stadig partiformand.

Men kritikken fortsætter, især de seneste dage efter Villys besøg hos Hilary ovre i USA. Rent politisk gik det vist udmærket – langt bedre end miseren ved EU-forhandlingerne i forrige uge. Men igen gør man sig gerne munter på Villy bekostning: han er f.eks. en stor ”bewonder of American culture.”

Det kan vi så gå og småhyggegrine af herhjemme i andedammen. Jeg trækker også gerne på smilebåndet. Spørgsmålet er, om han selv synes det er sjovt længere.

Når tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen kritiserer Søvndals sprog og fremtoning, er det måske skudt over målet. Hans Engell, tidligere formand for Konservative, mener i hvert fald, det er gået for vidt.

Hvad er det, der sker? Det sammenfattes ganske godt af Mads Fuglede, der af JP omtales som ”USA-analytiker”. Han siger: ”Der er ingen sprogsnobberi i USA, som er en nation af immigranter. Du kan gå ind på en tankstation derovre, hvor de ikke taler engelsk. Amerikanerne er tit flove over, at de ikke taler andet end deres eget sprog, så de er glade, når nogen forsøger sig på deres sprog.”

Er vi sprogsnobber i Danmark? I så fald er vi næppe det eneste sted, man er det. Franskmænd er et yndet eksempel. En af min svigerfars yndlingshistorier er fra en sommerferie et sted i Frankrig. På en campingplads skulle der stilles et lidt kompliceret spørgsmål til værten, og der blev gjort stor umage for at sikre sig, at budskabet kom godt igennem. Efter en længere præsentation var værtens eneste kommentar en grammatisk rettelse: Det hedder la semaine, og ikke le semaine. Om campingpladsejeren overlevede vides ikke med sikkerhed, men historien gjorde i hvert fald.

På den måde er vi nok lige gode om det. Den stakkels Henri har måttet lide meget, fordi hans manglende danskkundskaber blev til et spørgsmål om intelligens, national stolthed, opdragelsesmetoder, eller noget helt fjerde.

Som dansker i engelsktalende lande kan det derfor være næsten uforståeligt, at de ikke har det sådan. Jeg forsøger altid at gøre mig umage, så jeg ikke fremstår som en dum turist, men lader mig integrere. Jeg blev ikke så lidt stolt, da jeg engang i en samtale med en tilfældig australier fik at vide, at jeg lød som om, jeg var ”born and bred in Sydney.” Men på den anden side var det også en øjenåbner for mig at besøge Toronto for snart en del år siden. Jeg skal i hvert fald ikke lyde som en europæer, havde jeg på forhånd tænkt, for jeg ville gerne ”blend in.” Indtil det gik op for mig, at de fleste af dem, jeg mødte på gaden og i butikker talte dårligere engelsk, end jeg selv gjorde. Over halvdelen af byens befolkning er født i et andet land. Sådan er det ikke ligefrem i København.

Søvndals engelsk er således måske sjovt nok, men ikke noget reelt problem, hverken for ham eller for landet (så kan vi altid snakke om hans politik en anden gang). Britiske eksperter har tilmed udtalt, at Villy taler ganske godt engelsk. Det er nok i virkeligheden rigtigt, selv om det ikke er flydende.

Paradoksalt nok er vores tolerance over for anderledes tænkende og talende måske blevet mindre med årene.”Tidligere hjalp vi hinanden,” udtaler Hans Engell. ”Vi er simpelthen alt for lille et land og alt for lille et folk til den slags usympatisk nedrakning.” Det vil jeg give ham ret i. Her har indvandrerlande som USA, Canada og Australien fat i noget af det rigtige. Og det kan man faktisk godt ”bewonder” dem for.

Engelsk – det’ kun for sjov

Anne-Maja Jønch Pedersen har skrevet et meget interessant indlæg på K-forum, hvor hun beskriver en ny (?) tendens i det danske sprog: at vi mere og mere bruger engelske ord, vendinger og hele sætninger ikke som klassiske låneord, men som et særligt uhøjtideligt supplement til vort modersmål.

”De engelske ord lader til at have nogle bestemte funktioner, der antyder fællesskab, leg, ungdom, uhøjtidelig ping-pong-samtale, og de kan tages i brug, når det skal være lidt afslappet. Næsten som et sekundært ordforråd,” skriver hun.

Og når jeg nu går særligt op i krydsningen mellem engelsk og dansk, kan jeg ikke lade det være ukommenteret. Jeg kan langt hen ad vejen genkende hendes beskrivelse. Det er efterhånden ganske udbredt at krydre sproget med anglikanske indslag, og jeg kan næppe heller sige mig fri for selv at gøre det ind imellem. Så langt så godt. Men hvis det rent faktisk betyder, som hun påpeger, at engelsk reduceres til et uhøjtideligt, sekundært ordforråd, tror jeg, der ligger nogle udfordringer i det.

Vi bryster os af i Danmark at være gode til engelsk. Og det er for så vidt også rigtigt nok. Men alligevel er vi ikke rigtigt tosprogede, som man er det i f.eks. Singapore eller Belgien. Foruden film og medier, rejser og vejvisning til turister finder vores udmærkede engelsk kun anvendelse til bestemte formål: professionelt (forretning, forskning, politik); og så til sjov, som Anne-Maja beskriver.

Det er uheldigt, for det giver os en snæver og ufuldstændig opfattelse af, hvad (rigtigt) engelsk er. Måske oplever vi situationer, hvor danskere griner højlydt af indfødte engelsktalende, som siger noget fuldstændig normalt, men som for danskerne primært giver associationer til noget useriøst. Det er såmænd uskyldigt nok. Men hvis det giver os en indgroet afstandtagen til andre kulturer, er det uheldigt.

Det er helt på sin plads med engelske låneord i dansk til bestemte formål. Men hvis engelsk reduceres til et professionelt/uhøjtideligt supplement, snyder vi os selv for en mere fuldgyldig forståelse af andre mennesker, som ikke er præcis ligesom os. Dansk er ét sprog, og engelsk er et andet. De må begge kunne leve og udvikle sig på egne præmisser.

Man kunne nok i virkeligheden sige meget det samme om danskeres brug af tysk – det er bare langt mindre udbredt efterhånden.

Sandelig siger vi eder

Sgu og fuck – det er de ord, der bærer overskrifterne i pressedækningen af en ny bogudgivelse og det danske sprog.

Vi har et meget afslappet forhold til bandeord på dansk, sammenlignet med f.eks. engelsk. Det kan godt være, at låneord som shit og fuck har en lettere vulgær klang på dansk, men det er ingenting imod den gængse opfattelse på originalsproget, hvor ordene bortcensureres og sjældent anvendes i det offentlige rum af velopdragne mennesker.

Og i den nye Grammatik over det Danske Sprog indtages da også et helt og aldeles nøgternt syn på disse ord. Alligevel formår de at provokere bare en lille smule. Og det er da nok også derfor, både Kristeligt Dagblad (og senere de andre medier) fokuserer primært på ordet sgu i deres omtale af værket, som ellers rummer andre nyskabelser.

Historien er, at nu er sgu ikke længere er et bandeord. Oprindeligt betød ordet “så Gud” eller “så Gud hjælpe mig”, og man kan også i lidt ældre dansk litteratur finde den længere form saagu’. Men i dag bruges ordet ikke som andet end fyldord, argumenteres det, og ordet vil gå samme vej som ordet skam, der faktisk også engang var en ed (noget med Fanden).

Jeg tror egentlig, det er en meget rigtig vurdering. Selv bruger jeg sjældent ordet, men det er primært socialt betinget. Og Lars Heltoft, en af personerne bag bogen, understreger da også, at “Det er stadig irriterende at høre ordet ‘sgu’, fordi det betyder, at man insisterer på sit synspunkt.” Man kan være uhøflig på mange måder, men man er det ikke længere alene ved at bruge ordet sgu. Derfor er nedklassificeringen givetvis rigtig.

Så er der fuck (udtales: fåårk). Det er som sagt stadig vulgært, men beskrives ifølge JP som et emotionelt udråbsord, der “bruges på dansk som ‘øv’ eller ‘det var ærgerligt'”. Ikke så fjernt fra den oprindelige betydning på engelsk, men langt bredere accepteret. Og så betyder det naturligvis “hej” på afrikansk.

Og inden konservative røster kommer på barrikaderne og begræder, at det er da for dårligt, så er det værd at pointere, at sproget både udvikler sig og er en kollektiv størrelse. Hvis det er bredt accepteret, at fuck eller sgu ikke betyder noget særligt, jamen så betyder det ikke noget særligt. Og så er de helt fine at bruge. Det bliver kun et problem, hvis man f.eks. rejser til USA og tror, at ordene dér har den samme betydning som på dansk. Så bliver man opfattet som ubehøvlet, selv om det ikke var hensigten. Skik følge eller land fly.

Omvendt er der stadig pænt og grimt sprog, og hvis folk siger satan eller helvede eller kraftedeme i hver anden sætning, så siger det måske også noget om deres syn på verden og andre mennesker. Men så ved man sgu, hvor man har dem.

Mere fremmedsprog

Den vistnok mest interessante nyhed i de danske medier denne morgen er, at der lægges op til endnu mere undervisning i fremmedsprog i folkeskolen. Udmeldingen kommer fra en arbejdsgruppe under Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet, der arbejder på et oplæg til en decideret sprogstrategi. F.eks. kunne man som i Norge undervise i engelsk allerede fra 1. eller 2. klasse, og så kunne tysk- eller fransk-undervisningen begynde tidligere end det nuværende 7. klasse.

Som sprognørd og globalist kan jeg kun være positiv. Jeg har stadig en ambition om, at mine egne børn skal lære engelsk samtidig med, at de lærer dansk. Mange danskere er rigtig gode til engelsk, men det kan stadig gøres bedre, og engelskkundskaber er en vigtig konkurrenceparameter i verden i dag. Det er ikke nok at kunne klare sig på ferien, det er også nødvendigt at kunne forhandle og kommunikere på højt niveau inden for specialiserede områder. For 11 år siden forudsagde Lars Kolind i bogen Videnssamfundet, at vi reelt ville blive tosprogede: “Engelsk bliver arbejdssprog, mens dansk bliver kultursprog.”

Det lader til, at han får ret i sin spådom, i hvert fald hvad angår sætningens første led. For selv (eller måske især) hvis vi prioriterer fremmedsprog, er det lige så vigtigt at dyrke vores eget sprog, og her kunne der godt gøres mere. Når vi undervises i engelsk, lærer vi, hvad tingene hedder på engelsk, så vi bruger de rigtige ord. Men går det også den anden vej, så vi lærer, hvad tingene hedder på dansk? Alt for tit smides tilfældigt valgte engelske ord ind i ellers pæredanske sammenhænge, og efterhånden tænker vi ikke over det længere. Det har som regel ikke noget med turistvenlighed at gøre. Næh, enten er det (vores anti-amerikanisme til trods) et udtryk for en kulturel tilbøjelighed, hvor engelsk ligesom bare lyder mere smart. Eller også er det ren og skær slendrian.

Mere undervisning i engelsk må give en øget forståelse af, hvad engelsk er, og hvad det ikke er. Men samtidig må undervisningen i dansk give en forståelse af, hvad dansk er, og hvad det ikke er. Og engelsk er ikke dansk. Det kan godt være, man som børn vil blande tingene lidt sammen. Men i det lange løb tror jeg, at man ved at blive udsat for sprogforskelle tidligere også nemmere vil kunne skelne mellem sprogene og senere blive bevidste om, at sprogene hver især har deres kvaliteter.

Danske Skoleelevers umiddelbare reaktion på forslaget er da også positiv, men med den betingelse, at det ikke bliver på bekostning af andre fag som netop dansk. Det giver god mening. Ifølge Lars Kolind er “spørgsmålet om dansk sprogs fremtid også et spørgsmål om dansk kulturs fremtid.” Vi har behov for at blive bedre til andre sprog, men ikke på bekostning af vores eget. Det er både-og, ikke enten-eller. Og vi må blive bedre til at kende forskel på sprogene og bruge dem på deres egne præmisser.

Ve den, der gider arbejde

Jyllands-Posten har i dag en artikel om arbejdsmoral i USA kontra Europa. Og mage til anti-amerikanisme skal man lede længe efter. Allerede overskriften sætter ligesom standarden: “Amerikanere er mere arbejdsliderlige”.  Det lyder i hvert fald ikke rart. Artiklen henviser til resultater fra en sociologisk undersøgelse, “gennemført over there”. Som om den kendsgerning alene er et anslag mod troværdigheden. Stilen hører mere hjemme i BT.

Pointen i artiklen er ellers interessant nok. Europæere bliver mindre lykkelige, jo mere vi arbejder. Amerikanere derimod har ikke den samme bias og kan i højere grad bevare deres lykke intakt, også selv om antallet af arbejdstimer stiger.

Og hvad så? Gør det nogen forskel? Ja, for der tales jo fra begge politiske fløje i Danmark om, at vi skal arbejde mere i fremtiden. Om det så er 12 minutter for alle, eller det er ved at opmuntre til at gøre det frivilligt gennem lavere skat på den sidst tjente krone, så er der behov for mere arbejde for at fastholde vores nuværende velstands- og velfærdsniveau.

Opgaven med at øge arbejdsindsatsen bliver ikke lettere af, at vores lykke er bundet op på mængden af fritid. Og den bliver slet ikke lettere af, at anti-amerikanske journalister opflammer fordommene.

Alle skal skrive

“Studerende skal kunne skrive bedre.” Sådan er overskriften på side 4 i dagens Berlingske Tidende, der ofrer et helt opslag på spørgsmålet om skriftlig formidling i uddannelsessystemet. Det er nemlig en af de allervigtigste kompetencer at have med sig, når man tager en videregående uddannelse, påpeges det.

Skriftlig formidling i uddannelsen

“Man får en større dybde i sin viden, hvis man også skal formulere sig skriftligt, og ikke kun gå til mundtlige prøver,” siger Jens Oddershede (formand for rektorkollegiet ved Danske Universiteter). Og Kresten Schultz Jørgensen (ekstern lektor i strategisk kommunikation på CBS) er ikke tilfreds med niveauet: “Der sker et dannelsestab, hvor eleverne lærer en hel masse forskelligt og ti gange om dagen skal have en holdning til noget, [men] de lærer ikke at argumentere for deres holdninger.”

Som så meget andet går der en tråd tilbage i systemet, og en del af skylden lægges hos gymnasierne. “Der er en række gymnasielærere, der slet ikke tænker det skriftlige ind i undervisningen,” erkender Jens Boe Nielsen (Gymnasieskolernes rektorformand). Men den udskældte gymnasiereform fra 2005 (hvornår har man sidst hørt om en reform, der ikke var udskældt?) indeholder tilsyneladende et øget fokus på skriftlige kompetencer under begrebet “Ny skriftlighed”. Selv i folkeskolen går der rygter om, at man vil gøre skrivning til et indsatsområde, hvilket giver god mening. “Børn tilegner sig skriftsproget hurtigere og lettere, når de skriver, for det er lettere for dem at skrive end at læse,” siger Klara Korsgaard (leder af Nationalt Videnscenter for Læsning). Hun ønsker sig, at skrivning bliver “en naturlig og central del af undervisningen.”

Det er positivt, at man sætter fokus på skriftlig formidling. Og det er nyt for mig, der ikke længere har med gymnasiet at gøre i det daglige. Det kunne være interessant at høre, hvordan det udarter sig i praksis – måske kan Tvesok give sidste nyt fra vestfronten?

En tilfældig løbebane

I min egen gymnasietid blev der da skrevet, men jeg husker det aldrig som et samlet indsatsområde. Det var mest dansk stil, og det var jeg selv glad for, men f.eks. vores fysikrapporter var da rent formidlingsmæssigt noget makværk. Vi skrev historieopgave og større skriftlige opgave, og her var der en vis faglig vejledning, men ingen hjælp til selve formidlingen eller træning i at bruge sproget fokuseret og kreativt.

På universitetet (i hvert fald samfundsfag og humaniora) blev det forventet, at man kunne skrive opgaver, og det gjorde vi så. Og blev da også bedre og bedre til det hen ad vejen. Men det har i høj grad været noget, man tillærte sig selv.

At skriftlig formidling skulle gå hen og betyde så meget for mig (som blogger, journalist, oversætter, wannabe-forfatter m.m.) skyldes derfor ikke nogen målrettet indsats fra uddannelsessystemet i mine møder med det. Det er nok mere en tilfældighed, eller måske en arvelig belastning.

I tiden, af tiden

Det er helt rigtigt at sætte ind på dette felt. Man skal selvfølgelig altid passe på, at kampagner og særlige indsatsområder ikke udkonkurrerer fagligheden og helheden. Men det er en kendsgerning, at vi bruger skriftlig formidling som aldrig før. Der er få jobs, hvor det ikke i ét eller andet omfang er påkrævet at kunne formulere sig på skrift.

Det er måske en floskel, at internettet har gjort alle borgere til journalister, men helt usandt er det heller ikke. Selv ikke-bloggere skriver sandsynligvis på Facebook, kommenterer artikler, deltager i debatfora o.lign. en gang imellem. Skriftlig kommunikation fylder mere i vores liv, sammenlignet med mundtlig, end tidligere. Det er jo ikke kun sjov, men også alvor. Derfor giver det god mening at opkvalificere alle til at være mere skarpe i deres formidling. Det er ikke længere kun journalister og dansklærere, der har brug for at kunne bruge sproget og udtrykke sig skriftligt. Det har vi alle, uanset om vi vil det eller ej.